Der er ikke behov for røgalarmer i påsken!
Røgalarmerne begynder at bippe d. 31. marts 2026. Midt i første halvleg af en fodboldlandskamp, får jeg en SMS fra en beboer i en anden opgang om, at en røgalarm er begyndt at bippe.
Det vil sige, at batteriet nok skal skiftes. Ellers ville den jo hyle.
Et andet bestyrelsesmedlem sprang til og pillede batteriet ud af alarmen, så der blev ro.
Tyve minutter senere var den gal med opgangens anden alarm, og her måtte jeg så over for at pille batteriet ud.
En almindelig arbejdsdag i boligforeningen
Dagen efter, onsdag inden påske, kl. 9.25, hvilket er en almindelig arbejdsdag i boligforeningen, skriver jeg og spørger, om de hurtigst muligt vil sørge for at aflevere otte 9-voltsbatterier hos os – med besked om, hvornår det er gjort.
Ved samme lejlighed spørger jeg, om det er en øvelse, boligforeningen normalt står for. Jeg har boet her i 17 år og har aldrig oplevet, at alarmerne har givet lyd.
Kl. 9.27 får jeg svar om, at min mail er videresendt til en ledende medarbejder, som har ferie til efter påske.
Man kan ikke klage over svartiden.
”Så du synes bare, vi ignorerer det?”
Kl. 10.22 – jeg arbejder hjemmefra, så der går lidt tid, inden jeg reagerer – skriver jeg:
”Ok. Så du synes bare, vi ignorerer muligheden for en lille påskebrand uden røgalarmer, der virker?”
Det må alligevel have gjort indtryk, for et par timer senere dukker en ledende medarbejder op ved min fordør for at høre, ”om vi har problemer med nogle røgalarmer”.
Han får så at vide, at jeg selv køber batterier og selv skifter dem.
Et spørgsmål om sikkerhed og ansvar
Der er flere ting i det.
Én ting er, at man leverer et arrogant svar og åbenbart er bedøvende ligeglad med sikkerheden. Hvis jeg ikke havde reageret, kunne vi have ventet til efter påske, før der måske ville være sket noget.
En anden ting er, at jeg aldrig har fået et svar på, om de rent faktisk har en rutine med at kontrollere og skifte batterier.
Når jeg stiller spørgsmålet, er det jo i sin enkelhed for at finde ud af, om det er en øvelse, vi selv skal gennemføre, eller om vi kan regne med, at det bliver gjort.
Vi har tidligere forsøgt at få en oversigt over de opgaver, man udfører, og som vi betaler for. Men ud over en vedligeholdelsesplan for de grønne områder har vi aldrig fået andet end et regneark med en besked om, at ”det er, hvad jeg har kunnet finde” – skrevet af en ledende medarbejder.
Det indeholdt så i øvrigt også opgaver for andre afdelinger, så det var ikke voldsomt struktureret.
Vi kan godt selv skifte otte batterier, hvis vi blot ved, at vi skal.
Men overordnet betragtet er denne type svar arrogant på et temmelig højt niveau:
Du kan få besked efter påske. Det kommer ikke os ved, om nogen dør i mellemtiden. Sidstnævnte er nok en lidt harsk udlægning, men strengt taget var det jo den besked jeg fik.
Når elevatoren ikke virker
Det minder om et svar til en bevægelseshæmmet – jeg håber, det er det korrekte udtryk – i en anden afdeling, som sidder i kørestol og derfor er 100 procent afhængig af elevatorerne i bygningen.
Disse havde været ude af drift i en periode på fire uger, for at man kunne udføre varslet vedligeholdelse, hvor et antal beboere derfor havde været låst fast i deres lejligheder.
En af dem klager sin nød til boligforeningen og får at vide, at ”hun bare kan gå over og spørge håndværkerne”, som arbejder i en anden bygning.
Den lader vi så lige stå et øjeblik …
Hop du bare ud af den kørestol, du sidder i, fordi du ikke kan gå, og gå så over i en anden bygning.
Det er så arrogant og usympatisk at svare på den måde, at man næsten ikke fatter det.
Direktørens beklagelse
Direktøren for boligforeningen ”erkender”, at enkelte formuleringer fra medarbejdere kan have været ”uheldige” – han vil i øvrigt også gerne beklage.
Javist.
Men har han en plan for, hvordan man undgår den slags i fremtiden? Eventuelt en skriftlig oversigt over spørgsmål og svar?
Måske, men i givet fald holder han den ind til kroppen.
Det er altid OK at beskytte sine medarbejdere, men hvis der trænger til at blive strammet op, så er det direktørens ansvar.
Hvad med Flextrafik?
Direktøren mener også, at Flextrafik kan hjælpe beboerne ned ad trappen, men det kan de åbenbart ikke ifølge beboerne.
Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen, der har spurgt Flextrafik, hvem der har ret, så den afrunding mangler.
Det er en ret typisk sagsbehandling, som desværre er arrogant på et højt plan.
Det handler også om, at kommunikationen fra boligforeningen ofte lader meget tilbage at ønske, og at man måske skulle følge op hos Flextrafik.
Har boligorganisationen et socialt ansvar?
Er det sidste så boligorganisationens opgave?
Måske ikke.
Men som almen boligforening har man også et socialt ansvar.