Brandkaptajnen siger, I skal have branddøre i kælderen
Vi bor i bygninger, som er ibrugtaget i maj 1944, altså inden Befrielsen.
Der er naturligvis vedligeholdt gennem årene, men visse bygningselementer som gulve og nogle indvendige døre, bl.a. indvendige kælderdøre, er de originale, hvilket vil sige, at de fremstår, som de gjorde, da Hitler stadig trak vejret.
Det går jo ikke sporløst hen, men de åbner og lukker som ønsket, så umiddelbart er det måske ikke dér, man starter med at udskifte.
120.000 kr. for otte branddøre
Imidlertid får vi at vide, at der er tilføjet nye døre i kældrene, branddøre, 8 stk. til en pris af 120.000 kr. Prisen er måske lidt til den høje side. 15.000 kr. pr. stk., inkl. montering, lyder som lidt dyrt.
I stedet for at bruge en masse tid på at udfordre prisen, som desværre ellers er en nødvendighed i vores boligforening, blev en ledende medarbejder spurgt om, hvorfor det var nødvendigt med branddøre efter mere end 80 år uden. Ikke at branddøre som sådan er en negativ ting, tværtimod, men i perioden var diskussionen omkring vores PPV’er relativt omfattende – så at spørge, hvorfor det pludselig var blevet nødvendigt, virkede relevant.
BR18 – eller et plejehjem?
Først gik det på, at der havde været en episode på et plejehjem, hvor brandsikringen ikke havde været tilstrækkelig, og at BR18, aka. Bygningsreglementet 2018, foreskrev, at der skulle være branddøre i bestemte sammenhænge, blandt andet vores kældre.
BR18 er en tung sag, og det kan være svært at få overblik, men hvis jeg læste reglementet rigtigt, var der visse undtagelser. Blandt andet skulle der være mere end 4,5 meter fra terræn til øverste beboede etage, før det blev et krav. Det har vi så ikke.
Brandkaptajnen findes ikke!
Imidlertid fik vi efterfølgende at vide, at det var et krav, Brandkaptajnen i Haderslev havde stillet.
Her tændte de røde lamper så: Han findes nemlig ikke!
Det gav anledning til lidt research, hvor en relevant myndighed sagde: Hvis I er i gang med en større renovering/ombygning, er det BR18, som er gældende. Hvis ikke, er det bygningsreglementet fra det år, bygningerne blev bygget, som er gældende.
Altså bygningsreglementet fra 1944.
Så blev den ledende medarbejder gået lidt på klingen, og nu handlede det om, at visse af hans kolleger havde sagt, at BR18 var gældende. ”Og dem er jeg jo nødt til at lytte til”.
OK, men du kunne måske også have lavet lidt research.
Huslejen skal åbenbart altid stige
Desværre er det sådan, at det de sidste mange år har virket, som om boligforeningen kun ønsker at hæve huslejen. Man er lidt ligeglad med, hvorledes pengene bruges (sådan virker det), så længe man kan bruge hensættelser på konto 401 som udgangspunkt for at hæve huslejen, da kontoen ”kræver styrkelse”.
Det er fint at spare op og bruge konto 401 som budgetkonto til udjævning af udgifter til vedligeholdelse. Det er mindre fint, når kontoen bruges som pressionsmiddel.
Når man ikke kan stole på oplysningerne
Det er frustrerende, at man ikke bare kan stole på det materiale og de oplysninger, man får – som ulønnede i afdelingsbestyrelserne burde man blive ”nurset” af boligforeningen og ikke pålagt mere arbejde, fordi man ikke kan stole på de oplysninger, man tildeles.
Desværre viser det sig at være mere reglen end undtagelsen, at beregninger, PPV’er m.m. er fejlbehæftede.
Disse fejl indgår i bestyrelsesberetninger og referater, og det falder boligforeningen temmelig meget for brystet. Når en ”gennemarbejdet” 30-års PPV efter granskningen viser sig at indeholde en huslejestigning på mere end 40 %, er man nødt til at reagere. Når man reagerer, er man jo nødt til at involvere boligforeningen, hvis ting skal give mening – det bryder de sig heller ikke om.
